Afhængigheden hacker hjernen

Af Hypnoterapeut Thara Chalotte Fogh

Det er let for den menneskelige hjerne at blive afhængig. Især i vores tid, hvor der findes utrolig mange stimulanser – Raffinerede fødevarer, koffein, tobak, alkohol, spil, mobiltelefoner og sociale medier, der spiller på at fastholde vores opmærksomhed, længere end hvad vi havde tænkt os.
Mange psykiske lidelser rummer også afhængigheder. OCD er en af dem, hvor man bliver afhængig af ritualer for at afhverve angst og mulige katastrofer. I denne artikel kan du læse om, hvordan en afhængighed drives af din hjerne, hvordan du kan motivere dig selv til at bryde fri, og få hjælp med hypnose og hypnoterapi.

Hacket af hjernen

Lad os se nærmere på, hvordan en afhængighed egentlig fungerer. Man kan godt sige, at den kaprer hjernen. Den bruger vores egne følelsesregulerende systemer. Dem har vi tre af:

  •  Alarmberedskabet, som skal beskytte os mod mulige farer og trusler.
  •  Det motiverende system, som handler om behovsopfyldelse, mål og præstationer.
  • Det beroligende system, som regulerer de andre og handler om tryghed og tilknytning.

Det motiverende system, kendes også som belønningssystemet. Mange har hørt om hormonet dopamin, som en medspiller i afhængighed. Dopamin skaber dog ikke glæde og tilfredshed som mange tror, men forventning. Vi forventer at få noget ud af en handling eller en stimulans – og det er netop denne forventning, der skaber en trang.
Problemet er bare, at forventningen sjældent bliver indfriet. Man tænder den næste cigaret eller griber fat i mobilen på autopilot – og pludselig er der gået alt for lang tid med det, uden det har givet nogen egentlig tilfredsstillelse. Til gengæld husker hjernen, at det engang føltes godt, så man bliver ved med at gentage handlingen igen og igen.

Forventninger og frygt

Forventningerne, der skabes af forestillingerne i alarmberedskabet har en helt anden karakter. De fleste rygere kender godt den panik, der kan opstå, når der kun er én cigaret tilbage fem minutter i lukketid.
Underbevidstheden er gået i gang med skrækscenarier: Hvad sker der, hvis ikke jeg får min nikotin? Og så er der ikke grænser for, hvor langt man vil køre, eller hvad man lige vil løbe fra derhjemme for at skaffe sit ”stof”.
Det er langtfra altid så dramatisk. Ofte er det bare en let rastløshed eller indre uro og mange rygere er så tjekkede og så meget på forkant, at det ikke sker for dem.
Efter smartphonens indtog, er vores tolerance over for kedsomhed også blevet minimal – vi tåler næsten ikke længere at kede os eller være i mellemrummene imellem aktiviteter uden at skulle fylde noget deri. Bare fordi vi kan.

Vejen mod frihed

Tilløbet til at bryde afhængighed kan være langt. Rigtig langt endda.
Ofte skyldes det forventningerne. Afhængigheden føles som et behov, selv om den i virkeligheden skader os!
Samtidig skræmmer alarmberedskabet os med, hvad der kan ske hvis vi ikke giver efter for trangen: Frygten for abstinenser, overvældelse, afsavn eller tomhed.

Mange har prøvet at stoppe, men er blevet så overvældede af trang eller ubehaget, at man alligevel har givet efter.
Det er trods alt nemmere at nå til næste level i Candy Crush end at tage sit halvkedelige parforhold til næste level. Livet kræver noget af os, og her spiller forventninger også ind. Kan jeg overhovedet lykkes? Hvad nu hvis…. ?

Så vi griber telefonen, slikposen eller cigaretten igen.

Så selv om det føles som om afhængigheden dækker et behov, så er det ikke reelt. Ofte lige det modsatte. Den tager en væk. Udfylder midlertidigt et vakuum. Dulmer uroen fra det man ikke får handlet på. Men nogen ægte glæde og tilfredsstillelse giver den aldrig.
Tvivl på, om man lykkes og evig udsættelse dækker ofte over, at man faktisk er ret bange for, hvad der sker og hvad man skal gøre af sig selv, når man ikke længere har den distraktion i sit liv.

Arbejd aktivt med din beslutning

Afhængighed er kendetegnet ved kortsigtethed. Man bekymrer sig måske om konsekvenserne, men alligevel styrer behovet for øjeblikkelig lindring det meste af adfærden. Frygten for ubehaget uden stimulansen bliver større end frygten for de langsigtede følger – som man nok i virkeligheden har distanceret sig til. “Det rammer nok ikke mig”. En vis benægtelse er næsten altid en del af mønsteret.

Find motivationen

Hvis du skriver alle fordele og ulemper ved din afhængighed ned, så prøv at udfordre de “fordele”, du oplever. De er nemlig ikke særligt rationelle, når det kommer til stykket.
Restløsheden, du prøver at undgå, kan være et signal fra dit indre kompas, der peger på, at du har brug for noget i livet, der kan gøre det mere meningsfuldt eller udviklende.

Hvor underholdende er det også lige at ryge, købe et nyt stykke tøj selv om du har 100 i forvejen eller nå næste level i Candy Crush. Den næste bane ligner den forrige. Pornoen udløser måske noget spænding og stress, men det efterlader ofte en tomhed bagefter.

Er det det værd?

Hvad ville det betyde for dit liv, hvis du fortsætter 5, 10 eller 15 år endnu?
For din økonomi? Dit helbred? Dine relationer? Din selvrespekt og din sindsro?
For det gør du – fortsætter mange år endnu – hvis ikke du tager en helhjertet beslutning for dig selv. En afhængighed får blot dit liv til at køre i ring. Du skal ikke regne med at vågne en dag, og du så bare slipper de uvaner. Der skal en beslutning, et initiativ og en handling til.

Søg hjælp

Få kommer ud af en afhængighed på egen hånd. Når det gælder rygere er det 4 % der får succes med rygestop uden hjælp og ofte først efter flere forsøg. Så opsøg hjælp når du har brug for det og få sat en dato, så du ikke bare udsætter igen. Der kommer aldrig “det rigtige tidspunkt”. Det er bare afhængigheden der forsøger at løbe om hjørner med dig.
Jeg har god erfaring med at hjælpe mennesker ud af forholdsvis almindelige afhængigheder. Sammen ser vi på hvordan afhængigheden “hacker” hjernen, og vi styrker din beslutning om at stoppe.  Når forventninger omkring afhængigheden udfordres, og med hjælp fra hypnose, mindskes trangen betragteligt – og mange oplever at blive færdige med det, i løbet af få sessioner, afhængig af hvor klar de er.
At komme hos mig, bliver et symbolsk ritual, der markerer at nu er det gamle kapitel slut.

Book en tid i dag. Du er altid velkommen med spørgsmål eller andet for nærmere afklaring.

Hvis du kæmper med et alkoholmisbrug eller misbruger stoffer eller medicin, har du brug for mere end hvad jeg kan tilbyde. Så skal der sundhedsfagligt personale med ind over.  Opsøg da et misbrugscenter.

Af Thara Chalotte Fogh

Få lydfilen "Din Mentale Pause"

Giv slip på dagens spændinger med min guidede lydfil og find din indre ro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få lydfilen sendt direkte til din indbakke.