Roligt vindue

Bag om overspringshandlingen

Af Hypnoterapeut Thara Chalotte Fogh

Er det manglende tilladelse eller aktiv undgåelse?

Du har lige været ude at åbne køleskabet for femte gang uden at være sulten eller igen taget turen til kaffeautomaten.
Eller også fik du tændt den næste cigaret, selv om du lige havde røget og faktisk ikke behøvede den.

Måske kender du også det at have overspringshandlinger. De er ikke et udtryk for dovenskab. Der stikker noget dybere under. Nervesystemet har nemlig sin helt egen logik, som handler om overlevelse frem for effektivitet.

Mange kommer til mig i klinikken og forstår ikke, hvad der egentlig driver dem til at gøre det de gør. Ofte er det dybt irrationelt og ulogisk.
Lad os se på hvad der egentlig driver vores adfærd?

Her dykker vi ned og kigger på de dybereliggende drivkræfter i vores underbevidsthed, som driver adfærd og er pisken og guleroden bag vores motivation. For bag enhver ‘ubegribelig’ handling ligger der en skjult hensigt om at passe på dig.

Ofte er vi styret af to underliggende mekanismer – tilladelser og undgåelser. De kan være et grimt vennepar, for når de er i førersædet, hindrer og forsinker de den sande retning i vores liv og de kan endda være skadelige for vores fysiske og mentale sundhed og for vores relationer. Men når vi forstår mekanismerne, kan vi tage styringen tilbage.

Tilladelser – nervesystemets grønne lys


Tilladelser handler ikke kun om hvad andre giver os lov til, men i høj grad om indre tilladelser. Nervesystemets grønne lys til at bevæge sig fremad.

  • Identitet: Hvem har jeg lov til at være? Må jeg begå fejl? Har jeg ret til at sige nej og melde fra? Må jeg fylde? Har jeg ret til at være, selv om jeg ikke producerer eller præsterer noget lige nu?
  • Vækst: Uden tilladelsen til at være nybegynder og at begive sig ud i noget man ikke mestrer på forhånd, så bliver vækst umulig. Uden denne tilladelse, blokerer vi for vores egen kreativitet, evne til problemløsning og skaberkraft af frygt for ikke at være perfekte fra start.
  • Behov: Giver du dig selv lov til at gøre noget der er ”unyttigt” kun for dig egen fornøjelses skyld? Tillader du dig selv en pause, selv om to-do-listen er lang, og der måske er andre der må vente? Kan du tage imod hjælp og omsorg, eller skal du altid være den, der yder og rummer alle andre?


Undgåelser – Nervesystemets bremsesystem

Hvor tilladelser er det grønne lys, er undgåelser de skjulte bremser. Det er her, vi møder nervesystemets mest primitive forsvarsmekanisme: Frys-reaktionen – som findes i flere grader. Du vil sikkert opleve det som en blokering, manglende motivation eller en mental mur. Det er nervesystemets måde at trykke på bremsen når en opgave føles uoverskuelig eller utryg.
Når vi står over for en opgave eller svær samtale, der vækker frygt for kritik, eller en tom kalender, der vækker eksistentiel angst, kan nervesystemet opfatte det som en reel trussel. I stedet for at kæmpe eller flygte, går vi i ‘frys’. Det føles som en mental lammelse eller et uoverstigeligt bjerg.
Overspringshandlingen – som at tjekke telefonen eller hente kaffe – er i virkeligheden nervesystemets forsøg på at ‘tø op’ eller skabe en mikroskopisk følelse af kontrol, fordi den egentlige opgave føles for uoverkommelig eller farlig at gå i gang med.

Når vi mangler de indre tilladelser, bliver undgåelse vores eneste overlevelsesstrategi. Det kan se ud på flere måder:

  • Undgåelse af ubehag: Vi udskyder den svære opgave, ikke fordi vi er trætte, men fordi vi undgår det ubehag, der er forbundet med den. Hvis jeg ikke har tilladelse til at fejle, så er det mest sikkert slet ikke at starte. Situationer kan minde os om noget der tidligere gav ubehag, og så slår nervesystemet bremsen i.
  • Undgåelse af tomhed: Mange bruger følelsen af kedsomhed eller stress, som en forklaring på deres laster og overspringshandlinger. Det er her kaffekoppen, cigaretten eller telefonen kommer ind i billedet. Vi “støjer” i vores hjerne med små hurtige belønninger, som mange gange handler om at undgå at mærke den eksistentielle tomhed, ensomhed eller bekymringen om fremtiden.
  • Undgåelse af dom: Vi holder vores kreative idéer for os selv eller lader være med at række ud efter nye relationer. Hvorfor? Fordi vi undgår muligheden for at blive kritiseret eller afvist. Hvis vi ikke gør noget, kan ingen dømme os. Det bliver en beskyttelse mod at opleve skam og afvisning.

Det maskerede vennepar

Det er her, det bliver tricky. For vi er eksperter i at maskere vores undgåelse som tilladelser. Vi fortæller os selv: “Jeg giver lige mig selv lov til en pause med dette spil på mobilen,” men i virkeligheden er det ikke en pause, der giver energi eller lader os op. Det er en flugt.
En sand tilladelse føles let, frigørende og tilfredsstillende. En undgåelse føles tung og efterlader os ofte med en snigende skyldfølelse eller tomhed bagefter. Følelsen af ikke at få udrettet noget eller mangle succes.

Tag styringen tilbage: Fra flugt til bevidst valg

Hvordan bryder vi så mønstret? Det starter med at lære at kende forskel på en kærlig tilladelse og en frygtsom undgåelse.
Næste gang du mærker impulsen til at række ud efter telefonen, tænde en cigaret eller gå mod køleskabet (uden at være sulten), så prøv at stoppe op i blot 10 sekunder. Træk vejret helt ned i maven og stil dig selv to spørgsmål:

  1.  Hvad mærker jeg i min krop lige nu? (Er der uro, en knude i maven, eller føles det tomt?)
  2. Er dette en gave eller en flugt? (Giver denne handling mig reel ro, eller forsøger jeg at slippe væk fra noget, der føles svært?)

 

Giv dig selv den rigtige tilladelse


Hvis du opdager, at du er i gang med en undgåelse, så prøv at skifte strategi. I stedet for at skælde dig selv ud (hvilket blot skaber mere ubehag og dermed mere undgåelse), så giv dig selv en aktiv tilladelse:

  • “Jeg har lov til at mærke, at denne opgave er svær.”
  • “Jeg har lov til at være usikker på fremtiden lige nu.”
  • “Jeg har lov til at lave noget, der er uperfekt.”

Når du giver dig selv det grønne lys til at rumme ubehaget, mister undgåelsen sin magt. Du behøver ikke længere flygte, for du har givet dig selv lov til at være præcis der, hvor du er.

Vil du have hjælp til at tage det første skridt mod dine indre tilladelser? Hos Hypnoseterapi i Hammel arbejder vi med at omprogrammere disse dybe mønstre i underbevidstheden, så dit “grønne lys” bliver stærkere end din bremse. Vejen til frihed går nemlig gennem at turde give sig selv lov.

Få lydfilen "Din Mentale Pause"

Giv slip på dagens spændinger med min guidede lydfil og find din indre ro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få lydfilen sendt direkte til din indbakke.