Spørgsmål og svar om hypnoterapi og hypnose

Kan alle hypnotiseres?

Ikke alle har lige let ved det, men man kan lære det!

Der er 3 ting man skal kunne:
  • Følge en instruktion
  • Bruge sin forestillingsevne
  • Kunne leve sig ind i (eller ud af) en forestilling.


Langt hen ad vejen handler det om tillid og tryghed.

Nogle siger med det samme, at de ikke er gode til at forestille sig ting.

Faktisk kunne vi slet ikke kommunikere uden den evne. Så det kan stort set alle.

Hvis jeg nu bad dig om at købe en liter mælk i Brugsen, så har du sikkert allerede et hav af forestillinger:


Hvordan du kommer derhen. Måske ser du dele af butikken for dit indre blik og har en idé om ruten ned til køledisken. Måske kan du fornemme den kølige og lidt fugtige karton i din hånd… Du forestiller dig også, at du betaler ved kassen, så du lige husker at tage tasken med inden du går….

Før vi gør noget som helst, har vi som regel forestillet os det. Mere eller mindre bevidst.


Er man helt væk under hypnose?

Nej. Selv om hypnose betyder søvngængeri, så er man ved bevidsthed. Man skruer bare lidt ned for tempoet i den del af sindet som analyserer og kommer med forklaringer.

På den måde kan man få adgang til underbevidstheden. Underbevidstheden arbejder ikke så meget i ord, men mere i forestillinger, sansninger og fortolkninger af disse.

Nogle gange så laver de forestillinger problemer for os. Derfor giver det også mening at løse problemerne i de dele af sindet, hvor de er. Enten ved at blive bevidst om, at det er forestillinger eller ved at bruge forestillingsevnen mere kontrolleret til at hele os selv med og til at nå de mål, vi ønsker.

Kan man få adgang til glemte minder med hypnose?

Der ligger mange ting lagret i vores hukommelse, så til en vis grænse kan man godt.

Man kan desværre bare ikke altid stole helt på det, man oplever, selv om man kan være ret overbevist om, at man har ret! Det er ikke sådan at hjernen har et bibliotek med gamle film, man kan hente frem og se igen for at finde ud af, hvad der skete.

Minder bliver nemlig hele tiden rekonstrueret. Ofte bliver de farvet at den stemning vi er i, og ofte blander vi flere indtryk sammen. De indtryk der har berørt følelserne mest, er dem vi husker.

Når man alligevel arbejder med minder i hypnoseterapien, gør man det mest for at få et nyt og mindre smertefuldt perspektiv og for at ændre stemningen.

Nogle gange kan vi nemlig have minder, der har gjort os så bange, at vi bruger resten af livet på at styre uden om alt, hvad der kunne risikere at sætte os i samme situation igen. Det kan være temmelig begrænsende for vores udfoldelser.

Så man kan egentlig godt sige, at arbejdet med minderne er en slags justering af det indre kompas.

Man kan lukke for nogle huller, som man bliver ved med at falde i.

Kommer man til at gøre eller sige noget, man slet ikke selv har kontrol over, når man er i hypnose?

Når folk kommer til mig, er det ofte fordi de oplever, at der er noget i deres liv, de ikke er i kontrol med.

En adfærd eller noget mentalt eller følelsesmæssigt, der står i vejen for det man vil.

Men indrømmet…. du er ikke helt i kontrol med, hvad der sker i hypnose.

Der er dog forskel på AT GIVE SIG HEN til en afslappende, indsigtsgivende og healende oplevelse, og så det kontroltab man oplever ved f.eks. overgreb og følelser af afmagt.

Langt de fleste har en rar oplevelse.

Din underbevidsthed kan lave sine egne billeder.

Forskellige sansninger og stemninger kan opstå i din krop og i dit sind.

Det er ikke noget du styrer med din vilje.

Jeg leder processen og holder hånden under dig hele vejen, så det er trygt for dig, og så du bliver løftet op af negative stemninger og får hjælp til at slippe dem, så de ikke skal kontrollere dig mere.

Hvad nu hvis jeg ikke kan komme i hypnose?

Du er i hypnose hver dag.

Hypnose består nemlig af helt normale mentale processor.

Når du dagdrømmer.

Når du er fordybet i en god bog.

Når du er lige ved at falde i søvn om aftenen.

Når du reagerer på og lever dig ind i noget én fortæller dig.

Når du berøres af en film - dine følelser reagerer som om det var virkeligt, selv om du godt ved det er en film.

Når du reagerer på en suggestion (et forslag) - måske føles intet anderledes. Det kan være når du stopper for rødt lys.

Når du ser en reklame for flødeboller og har lyst til dem i flere dage efter.

Hypnoseterapi kan opleves lige så forskelligt.

Er det at kunne hypnotisere er en særlig evne man har?

Det er det ikke. Det er en uddannelse man tager, hvor man lærer de særlige teknikker.

Nogle bliver bange for at kigge mig i øjnene, fordi de tror man så bliver hypnotiseret.

De skulle hellere holde sig for ørene, for hypnose er nemlig mere nogle sproglige teknikker.

Der findes faktisk over 12.000 videnskabelige studier af høj kvalitet, som bakker brugen af terapeutisk hypnose op og som kan påvise hypnotiske fænomener.

Hokus Pokus eller videnskab?

Der er forsket virkelig meget i hypnose.

Der findes over 12.000 studier af høj kvalitet, som bakker brugen af terapeutisk hypnose op og som kan påvise hypnotiske fænomener.

Hypnotiske fænomener kan være sanseindtryk eller bevægelser alene fremkaldt mentalt og uden for bevidsthedens kontrol. Måske kender du øvelsen med at forestille sig, at man bider i en citron, og så kommer der mere mundvand?

Et andet fænomen er levende forestillinger. Man ser noget der ikke er der eller kan ikke se noget, som faktisk er der. Har du ikke prøvet at åbne køleskabet for at finde ketchuppen overbevist om at den ikke er der, og så kigger en anden efter den og den står helt synligt derinde?

Her reagerer du på din egen idé om, at der ikke er mere ketchup, så overbevisende at den bliver usynlig.

Et tredje fænomen er følelsen af, at en del af kroppen ikke hører til en selv, eller at man er uden for sig selv. Folk der har oplevet noget traumatisk, kender også den tilstand. Man kan også opleve det kortvarigt om morgenen lige når man vågner.

Nogle oplever at smerter de plejer at have, midlertidigt forsvinder under hypnosen.


Underbevidstheden, hvor sidder den?

Man har faktisk aldrig fundet et sted i hjernen eller kroppen hvor underbevidstheden er.

Det er faktisk mere korrekt at sige, at der findes ubevidste processer - dem kan der til gengæld være rigtig mange af – langt, langt flere end dem vi er bevidste om.


Hvad er hypnose egentlig?

Hypnose består af helt normale processer. Hypnose er noget der sker, når vi bliver så opslugte i en forestilling, at vi reagerer som om den er virkelig.

Derfor er det lidt spøjst så ofte at få spørgsmålet: VIRKER HYPNOSE?

Som om det var en pille man skulle tage og så var man kureret.

Du hypnotiserer måske dagligt dig selv ind i dagdrømme, sexuelle fantasier, angst, afhængighed, tristhed eller selvretfærdighed….

Hypnoseterapi kan - med den måde jeg arbejder med det på - få dig ud af den hypnose!

Eller vi kan arbejde på en forestilling, der virker for dig i stedet for imod dig.


Kan man huske noget af det bagefter, når man har været hypnotiseret?

Ja det kan man sagtens. Måske ikke alt, hvis man har været lidt døsig, men for mange er det en meget stærk og bevægende oplevelse, som de husker i mange år.

Nogle gange når man ser hypnose på Tv og personerne ikke aner hvad de har lavet, er det fordi de reagerer på et hypnotisk forslag om at glemme.

Hvad med terapien?

Terapien er naturligvis det, der laver forandringen. Ikke hypnosen i sig selv.

Der findes forskellige niveauer man kan arbejde på med hypnoseterapi og terapi generelt.

  1. Direkte på din adfærd.
  2. På din historie og på bearbejdning af den.
  3. På strukturerne - altså hvordan du behandler, filtrerer og bearbejder oplevelser i dit nervesystem, og hvordan vi kan ændre den struktur.
  4. ​Erkendelse og indsigt.

Personligt arbejder jeg og har uddannet mig på alle niveauerne, men selvfølgelig er ikke alt relevant for alle problematikker. Metodevalget og tilgangen er noget jeg tager stilling til, efter vores indledende samtale og karakteren af dit problem.

Ring for en uforpligtende samtale

+45 22 17 58 27

Send en SMS, hvis jeg ikke svarer.

​Tilmeld nyhedsbrev

Læs mere

Følg med
​på Facebook

Følg mig på Facebook og lær mere om hypnoseterapi.

Hypnoseterapi v/Thara Chalotte Fogh

Ryttervej 51, 8450 Hammel

- Find vej med Google Maps

Telefon: 22 17 58 27

E-mail: kontakt@hypnoseterapi-hammel.dk

CVR: 35404309